Se hvem der vandt Slagterprisen 2025
I et meget stærkt felt af dygtige slagtermestre på tværs af de to kategorier Supermarked/Hypermarked og Privatslagter, kunne de bedste i slagterfaget lade sige hylde til Landbrug & Fødevarers Fødevaredag på Hindsgavl Slot.
17.09.2025

Det blev Slagtermestrene Steffen Vammen Kolstrup og André Kjelkvist-Born, Rødovre Centrum samt Slagtermester Anders Kjeldbjerg fra MENY, Herning, der kunne lade sig hylde som vindere af Slagterprisen 2025.
Slagterprisen er en af branchens mest markante anerkendelser og gives til de slagtermestre og teams, der formår at kombinere solidt håndværk med lederskab, nytænkning og stærke kundeoplevelser. Bag enhver vinder står et engageret team, der i fællesskab skaber kvalitet og kundeservice i særklasse, og samtidig tager ansvar for at uddanne næste generation af slagtere. Prisen uddeles i to kategorier: den bedste slagterafdeling i Supermarked/Hypermarked og den bedste Privatslagter, og det har i år været et stærkt felt med hård konkurrence.
Slagterprisen 2025 - en hyldest til branchens bedste
Slagterprisen hylder faglighed og håndværk på højeste niveau. Samtidig har prisen et tydeligt fremadskuende fokus på den grønnere tallerken, på innovation i faget og på rekruttering af nye talenter. For at komme i betragtning skal de indstillede slagtermestre derfor have mindst én elev og være anerkendt som et stærkt lærested for fremtidens fagfolk.
Eva Kunnerup Mohrsen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, udtaler: "Slagterprisen er en hyldest af branchens bedste, og håndværket og passionen er fundamentet, samtidig med at tage ansvar for elever og være et godt lærested. Vi hylder derfor en nytænkende og dynamisk tilgang til faget – en fælles holdindsats, der ligger bag ved de gode kundeoplevelser.”

Slagtermestrene Steffen Vammen Kolstrup og André Kjelkvist-Born, Kjelkvist & Born, Rødovre Centrum, Vinder i kategorien Privatslagter, udtaler: "Det har været en vild rejse! Og når man får et skulderklap af den her størrelse, så bliver man stolt og glad. Det er noget vi tager med hjem - dem derhjemme har været lige så meget en del af det som vi har, så stor tak!”

Anders Kjeldbjerg, MENY, Herning, vinder i kategorien Supermarked/Hypermarked, udtaler: ”Vi har kæmpet meget rigtig meget for det her, så at stå her i dag, betyder virkelig meget! Vi har så sejt et team - så nu glæder vi os til at komme hjem og fejre det med vores kunder og resten af vores kollegaer!”
Stort tillykke til vinderne!
NOMINEREDE 2025
I kategorien Privatslagter:
-
Kødsnedkeren, Vejby – Slagtermester Flemming Høeg
-
Slagter Friis, Frederiksberg – Slagtermester Peter Lindholm
-
Born og Kolstrup Rødovre centrum - Slagtermestre Steffen Vammen Kolstrup og André Kjelkvist-Born
De tre nominerede i kategorien Privatslagter repræsenterer på fornemmeste vis fremtiden og ambitionerne for slagterfaget i Privatslagter og samtidig tager de ansvar for rekruttering til branchen.
I kategorien Slagter i supermarked/hypermarked:
-
Bilka, Odense – Slagtermester Allan Granly
-
Løvbjerg, Esbjerg – Slagtermester Dennis Gaardsted
-
MENY Herning– Slagtermester Anders Kjeldbjerg
De tre nominerede i kategorien Supermarked/Hypermarked er passionerede slagtermestre, der har helt fod på håndværket og faget. Samtidig har de min. én elev, og tager ansvar for udvikling og rekruttering til branchen.
Slagterprisen 2025 er finansieret af Svineafgiftsfonden.
Kontakt
