Mejeriprisvinder 2019 i kateorien 'Supermarked', her sammen med direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer
Glæden var stor hos personalet i Meny i Aalborg SV og Aldi i Aabybro, da de blev kåret som vindere af Mejeriprisen 2019 på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen. Under kåringen blev vinderne hyldet af kollegaer fra hele den danske fødevarebranche, mens de modtog deres trofæ.
Der var seks nominerede med i opløbet, som alle har fået uanmeldt besøg af en fagjury og en ’mystery-shopper’. Her er de nominerede blevet vurderet nøje på parametrene varernes friskhed, kundebetjening, sortiment og iscenesættelse. Og på baggrund heraf løb de to vindere med sejren.
Vickie Enné Ryge, der er jurymedlem og chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, siger:
”Hos Aldi i Aabybro har Henrik Jensen og hans team nærmest formået at omdanne hele butikken til én stor mejeriafdeling. Kunden bliver på elegant vis fristet af mejeriprodukter hele vejen gennem butikken. Og så er der fokus på sæson, vind og vejr.”
Juryen har også rosende ord til den anden vinder:
”Meny i Aalborg SV udmærker sig ved at have en fænomenal ekspertise indenfor ost. Det veluddannede personale har helt styr på håndteringen af det enorme udvalg – og yder de et højt serviceniveau. Her bliver kunderne både hjulpet, fristet og inspireret,” siger Vickie Enné Ryge.
To stolte vinderbutikker
Det var stolte vindere, der kom op på scenen og fik overrakt Mejeriprisen på Fødevaredagen.
”Det er rigtig dejligt at vinde prisen her i dag. Det er noget, vi har arbejdet rigtig hårdt på at opnå og noget, som vi er utrolig glade for og stolte over,” siger Henrik Jensen, der er mejeriansvarlig hos Aldi i Aabybro og vinder af Mejeriprisen i kategorien Discount.
Humøret var også i top hos Meny i Aalborg SV:
”Det betyder alt, at vi vinder her i dag. Jeg kan næsten ikke sige noget lige nu, men vi har arbejdet hårdt for det her i fem år, så det betyder utrolig meget for både jeg selv og mine medarbejdere,” siger Mette Pedersen, der er mejeriansvarlig hos Meny i Aalborg SV og vinder af Mejeriprisen i kategorien Super- og hypermarkeder.
Mejeriprisens jury består af:
Majbritt Hansen, sortimentschef, Meny, Dagrofa
Kathrine From Rosendahl, Instore Manager Arla Foods
Lukas Hartmann, Senior Buyer Dairy, Lidl Danmark
Jørgen Boye, Group Vice President, Commercial Fresh Food, Salling Group
Julian Schmidt, Indkøber, Aldi Danmark
Torben Lund, kategorichef, Rema 1000
Jacob Elholm Nissen, kategorichef, Coop Danmark
Dorthe Vester, Key Account Manager, Thise Mejeri
Erik Rasmussen, salgschef, Them Andelsmejeri
Vickie Enné Ryge, chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer
For yderligere information, kontakt:
Linda Gjaldbæk, pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, tlf.: 26 84 28 80 eller mail: lghj@lf.dk
Find vinderfotos, profilfoto og logo til download på mejeriprisen.dk pressematerialer.
NOMINEREDE
De nominerede i kategorien ‘Discount’ var:
Lidl, Thisted, Mejeriansvarlig Alice Pedersen
Rema1000, Risskov (Ndr. Strandvej),Mejeriansvarlig Daniel Petersen
Aldi, Svendborg, Mejeriansvarlig Kenneth Bo Hansen
Aldi Aabybro, Mejeriansvarlig Henrik Jensen
De nominerede i kategorien ‘Supermarkeder/hypermarkeder’ var:
Bilka Slagelse, Mejeriansvarlig Thea Madsen
Meny Aalborg SV, Mejeriansvarlig Mette Pedersen
Mejeriprisen finansieres af Mælkeafgiftsfonden