Mere økologi i dit køkken?
En mesterkok og en madanmelder tager på road trip i øko-Danmark for at se, hvad økologien egentlig handler om. Følg Frederik Bille Brahe og Martin Kongstad.
Økologi i professionelle køkkener
Salget af økologiske fødevarer til foodservice er mere end fordoblet over de sidste tre år og udgør nu 9,3 %. Men blandt restauranterne er udviklingen ikke gået så hurtigt som i resten af foodservice. Det argument vi ofte hører er, at kokkene går mere op i kvalitet end økologi. Med filmene vil vi gerne vise, at økologi og kvalitet kan gå hånd i hånd, og at kvalitet handler om, hvordan råvarerne produceres og hvordan de håndteres - både hos producenten og kokken, der skal tilberede dem.
Road trip i øko-Danmark
Det er blevet til tre film med mesterkokken, Frederik Bille Brahe og madanmelder, Martin Kongstad. De besøger tre forskellige økologiske producenter for at undersøge, om det kan betale sig at bruge deres varer eller om det er noget frelst pjat. Se filmene og dan dit eget indtryk af den økologiske fødevareproduktion. Vi håber du får inspiration med på ’vejen’ – det gjorde vi!
Filmene er produceret med støtte fra Fonden for økologisk landbrug.
Martin og Frederik på øko-tur – Skyttes Gartneri
Hvad er der at vinde ved at benytte de økologiske produkter, og passer det altid, at økologiske produkter er dyrere? Se med i videoen og få svar på spørgsmål som disse, når Martin og Frederik besøger det økologiske gartneri i Årslev.
Martin og Frederik på øko-tur – Risbjerg Landbrug
Turen går til Risbjerg Landbrug, hvor der stilles skarpt på den økologiske gris. Se med i videoen og bliv klogere på, hvordan økologien, det rette foder og et liv i det fri influerer smagen ved det endelige produkt på tallerkenen.
Martin og Frederik på øko-tur – Naturmælk og Methaslund
Mælken eksisterer i et væld af forskellige afskygninger. På Methaslund i Sønderjylland produceres der naturmælk og biodynamisk hømælk, som blandt andet er blevet benyttet af den 3-stjernede Michelin restaurant Noma. Se med i videoen og bliv klogere på hømælken, hør mere om hvorfor et tæt samarbejde med kokke er højt vægtet for mejeriet og lad dig inspirere at et eksempel på hvordan mælken bruges i en ret.