Ribsteak uden ben

Ribsteak

Ribsteak er en udskæring fra brystet med meget fedt og bindevæv, der bliver bedst ved længere tilberedningstid og lav temperatur. Ribsteak skæres af kogestykket, og er derfor mere mager end revelsben. Ligesom revelsben er ribsteak dejlig at braisere, marinere og så grille. Når ribsteak har fået nok, trevler det saftige kød, og du kan spise det direkte eller bruge det i fx rillette eller salater.


Skærevejledning

Ribsteaks skæres af den tynde ende af brystets kogestykke, indtil benene begynder. 

Ribsteaks er hovedsagelig uden svær, 2 - 2½ cm tykke.

Er de med svær kan de ridses 3 - 4 steder i sværen før stegning i ovn eller på grill.

Tilberedning

Tilberedningssvind: 40-50 %

Grundtilberedningsanvisning i gryde 

4 - 6 ribsteaks uden svær
salt og peber 

Tilberedningstid: Ca. 1¼ time 

• Dup ribsteaksene tørre med køkkenrulle. 
• Krydr med salt og peber. 
• Varm en stegegryde op ved god varme. 
• Brun skiverne med fedtsiden nedad først, derefter på alle sider 10 minutter i alt. 
• Skru ned til svag varme og læg låg på. 
• Steg kødet i ca. 30 minutter. 
• Vend - og steg i endnu ca. 30 minutter på hver af de to flade sider, til kødet er mørt, og let slipper brusken. 
• Hvis skiverne ikke er tilstrækkelig brune, kan de brunes ved jævn varme. 
• Vend skiverne hyppigt for at undgå brankning.

 
Tilberedningssvind: 40-50 %

Grundtilberedningsanvisning i ovn 

8 ribsteaks 
salt og peber 

Tilberedningstid: Ca. 1¾ time 

• Krydr kødet med salt og peber. 
• Læg skiverne på risten. 
• Sæt bradepanden med rist øverst i en kold ovn.
• Tænd ovnen på 180 grader og steg skiverne i ca. 1 time. 
• Tag bradepanden ud af ovnen og vend skiverne. 
• Sæt bradepanden i ovnen igen og steg yderligere ca. 40 minutter (i alt ca. 1 time og 40 minutter) til skiverne er gyldne og sprøde, og kødet er mørt og let slipper brusk. 

Tilberedningssvind: 40-50 %

Grundtilberedningsanvisning på grill 

Krydr med salt, peber og evt. krydderurter. Grill ribsteaks på ca. 2 cm tykke i ca. 4 min. på hver side ved god varme.