Clutch Cognition vinder Den Skarpe Kniv 2022

Dansk Fødevare Forums mad-innovationspris ’Den Skarpe Kniv’ uddeles i år for anden gang, og Clutch Cognition vinder prisen for deres innovative og banebrydende udvikling af en plantebaseret drik, der er sund for både krop og hjerne.

 

Clutch Cognition er vindere af Dansk Fødevare Forums mad-innovationspris Den Skarpe Kniv 2022.

De vinder foran et skarpt felt af andre fødevarevirksomheder, personer eller grupper af ildsjæle, som har den helt exceptionelle innovative mad-ide, høj innovationsgrad, ambitioner, vilje og arbejdsomhed.

Mette Jasper Gammicchia, der er formand for bestyrelsen for Dansk Fødevare Forum og markedschef hos Landbrug & Fødevarer, udtaler:

”Det er en stor glæde, at vinderen af mad-innovationsprisen ’Den Skarpe Kniv’ er Clutch Cognition. De sætter et meget højt niveau for værdige kandidater til prisen de kommende år. Dansk Fødevare Forum ønsker at understøtte og bakke op om nye, innovative initiativer, ildsjæle og idemagere på fødevarescenen. Også de der har en god ide, men endnu ikke er veletableret og nødvendigvis har bevist deres økonomiske bæredygtighed på den lange bane".

Udover æren af at vinde Den Skarpe Kniv modtager Clutch Cognition også en meget skarp kniv fra FoodGear samt 25.000 kr. sponseret af Geia Food, Dansk Cater, Royal Greenland, KMC og NN. Desuden får de tilbud om sparring med et af Dansk Fødevare Forums netværk.

Medstifter og marketingschef i Clutch Cognition, Martin Kilic udtaler:

"Vi utroligt stolte af at modtage prisen. Det er et vidnesbyrd om, at den etablerede fødevarebranche ser, anerkender og støtter vores arbejde med at udvikle og udbrede fremtidens sunde produkter. Drikken Clutch er bogstaveligt talt i en kategori for sig selv i et drikkevaremarked, der i forvejen er kendt for at være benhårdt. Derfor betyder det uendeligt meget, når man som en lille foodtech startup får et anerkendende skulderklap og en håndsrækning fra den etablerede branche. Vi vil derfor gerne rette en stor tak til Dansk Fødevare Forum og dets medlemmer for at udvælge Clutch Cognition som vinder af prisen," siger Martin Klilc.

Clutch Cognition er en iværksætter- og biotekvirksomhed drevet af at gøre verden klogere og sundere gennem ernæring. Clutch Cognition blev etableret for fire år siden af de tre grundlæggere Rune Rønhave Laursen, Janni Møller og Søren Michael Lange. Med Runes baggrund inden for molekylærbiologi, Jannis inden for medicin og Sørens inden for ernæring satte de sig for at skabe et sundt alternativ til de traditionelle energidrikke. De gik sammen, fordi de troede på, de kunne ændre folks drikkevaner.

De arbejder målrettet mod at revolutionere markedet for funktionelle drikkevarer, med en plantedreven hjerne-cocktail, uden koffein, konventionel sukker og kunstige tilsætningsstoffer, kun naturlige ingredienser. De har skabt en drik, der gør det kloge ernæringsmæssige sunde valg let for forbrugeren i et marked, der ellers er gennemsyret af usunde valgmuligheder og inspirer mennesker til at træffe smartere valg omkring deres kost. Drikken giver ikke kun energi, men er også lavet af 100 % naturlige ingredienser, er blodsukkerstabiliserende og fremmer ifølge klinisk evidens koncentrationsevnen og reducerer stresshormoner.

Selvom virksomheden ikke er økonomisk bæredygtig endnu, er de kommet godt fra start med både nationale kunder i form af Salling Group og Q8 samt internationale kunder i Tyskland og Dubai. Selvom opfindelsen kun har været på markedet i få måneder, har Clutch vundet flere internationale priser, såsom World Beverage Innovation Awards, NutraIngredients Awards, Golden Egg Food Tech og nu også Dansk Fødevare Forums mad-innovationspris ’Den Skarpe Kniv’.

Hvad er Dansk Fødevare Forum?
Dansk Fødevare Forum (DFF) blev stiftet i oktober 1994. Foreningen blev grundlagt på initiativ af en række virksomheder og organisationer i fødevareindustrien. Formålet var at skabe en organisation, som repræsenterer alle interessenter i dansk fødevareindustri. Dansk Fødevare Forum driver innovations- og ledelsesnetværk for fødevaresektoren.

Prisen ’Den Skarpe Kniv’ er målrettet en mindre fødevarevirksomhed, en person eller gruppe af ildsjæle som har den helt exceptionelle innovative mad-ide, høj innovationsgrad, ambitioner, vilje og arbejdsomhed - men som måske ikke (endnu) er økonomisk bæredygtig.

For yderligere information, kontakt:
Formand for Dansk Fødevare Forum, Mette Jasper Gammicchia, tlf. 27 24 56 68