Her er vinderne af Mejeriprisen 2026!
Prisen for Danmarks skarpeste mejeriafdeling 2026 i kategorierne Discount og Super-/hypermarked, blev overrakt på Landbrug & Fødevares store branchedag Fødevaredagen. I skønne omgivelser på Hindsgavl Slot, og blandt et stærkt felt af butikskæder, der alle har arbejdet med udvikling af mejerikategorien, blev det Rema 1000 og MENY, der kunne lade sig hylde som vindere og modtage branchens anerkendelse.
15.09.2026
Mejeriafdelinger der skaber merværdi for hele butikskæden
Mejeriprisen er en hyldest til de kæder, der formår at udvikle mejeriafdelinger og skabe salg og kundeoplevelser, der rækker ud over den klassiske mejerihylde. Flere butikskæder viser i dag, hvordan mejeriafdelingen kan være et strategisk omdrejningspunkt i butikken - et sted, hvor der skabes inspiration, mersalg og nye madoplevelser gennem sameksponering, kreativt sortiment og fokus på krydssalg. Undersøgelser viser at forbrugerne i stigende grad sigter efter proteinrige mejeriprodukter til de hurtige måltider og specialoste, som smagsgivere.
For Mejeriprisen har forbrugerne en stemme i forhold til de kæder der nomineres, idet udvikling i salgstal og kundeloyalitet danner baggrund for indstillingerne til prisen. Prisen er landsdækkende og har særligt fokus på kundeoplevelsen og inspiration til brug af mejeriprodukter i alle døgnets måltider som bedømmes af en jury sammensat af repræsentanter fra mejerier og detailkæder.
Årets vindere
Prisen gik i år til to butikskæder, i henholdsvis kategorierne Discount og Super-/hypermarked. Kæderne formår på hver deres måde at udvikle mejerikategorien og arbejde med kategorien i hele butikken. Hos vinderne fremstår mejeriafdelingerne indbydende, veltrimmede og med et bredt udvalg af altid friske varer. Sortimentet er tilpasset kundernes behov og sæsonernes rytme - og kæderne arbejder målrettet med at inspirere kunderne til nye måder at bruge mejeriprodukter på.
-Mejeriprisen hylder de kæder, der løfter mejeriafdelingen og gør den til en stærkere del af kundeoplevelsen. Årets vindere viser, hvordan mejeriprodukter kan skabe inspiration, merværdi og nye måltidsløsninger i hverdagen, siger Mette Jasper Gammicchia, afdelingschef for Marked, Fødevarer & Gastronomi i Landbrug & Fødevarer.
Rema 1000, vinder i kategorien Discount, udtaler:
Mejeriafdelingerne er vigtige hos os. Det er fagfolk og branchefolk der vurderer prisen, så det er en rigtig vigtig pris for os, som vi er glade for at tage med hjem, siger Torben Lund, kategorichef, Rema 1000
MENY, vinder i kategorien Super-/hypermarked, udtaler:
Det er et tæt samarbejde mellem kæden og kategorien – vores butikker der udlever det i virkeligheden. Det er virkelig godt gået og vi er utrolig glade for den her pris – nu er det jo andet år i træk, at vi vinder Mejeriprisen – vi vil kæmpe videre for at bevare den position, fortæller Kristine Pilgaard, kommerciel Direktør, MENY.
Stort tillykke til vinderne!
Billede: Mejeriprisen, Discount, Rema 1000. Torben Lund, kategorichef, Rema 1000, sammen med Mette Gammicchia, afdelingschef, Landbrug & Fødevarer og ansvarlig for Mejeriprisen. Foto: Morten Beck, Marketing Media.
Billede: Vinderbillede, Mejeriprisen, super-/hypermarkeder, MENY. Kristine Pilgaard, kommerciel Direktør med team fra MENY, sammen med Mette Gammicchia, afdelingschef, Landbrug & Fødevarer og ansvarlig for Mejeriprisen. Foto: Morten Beck, Marketing Media.
De nominerede til Mejeriprisen 2026
I kategorien Discount:
-
Netto
-
Rema1000
-
365discount
I kategorien Super-/hypermarked:
-
Føtex
-
Superbrugsen
-
MENY
En pris med branchefokus
Mejeriprodukter - fra drikkemælk og syrnede produkter til smør og ost - er en favorit blandt danske forbrugere. Derfor er Mejeriprisen med til at synliggøre og hylde de butikskæder der formår at løfte mejeriafdelingen med inspiration, stort sortimentsudvalg og stærke kundeoplevelser.
Uddelingen af Mejeriprisen er støttet af Mælkeafgiftsfonden
Kontakt