Vinderne af Slagter- og Delikatesseprisen 2026 er fundet!
I et meget stærkt felt af dygtige slagtermestre på tværs af de to kategorier Privatslagter og Slagter i Super- og hypermarked, kunne de bedste i slagter-og delikatessefaget lade sige hylde til Landbrug & Fødevarers Fødevaredag på Hindsgavl Slot, hvor Slagtermester Lars Olesen fra Fru Møller Slagteren og Slagtermester Christian Balle fra MENY, Domus Vista på Frederiksberg kunne træde frem som vindere af Slagter- og Delikatesseprisen 2026 - en anerkendelse af håndværk, faglighed og nytænkning i slagter-og delikatessefaget.
15.09.2026
Slagter- og Delikatesseprisen er en af branchens mest markante anerkendelser og er en personlig anerkendelse af slagtermesterens faglighed og ledelse af hele teamet. Det er den nytænkende og engagerede holdindsats på tværs af delikatesse og slagter, der udgør de gode kundeoplevelser. Prisen uddeles i to kategorier: den bedste Privatslagter og den bedste slagter- og delikatesseafdeling i Super-/ hypermarked.
Slagter- og Delikatesseprisen 2026 - en hyldest til branchens bedste
Slagter- og Delikatesseprisen 2026 er en personlig anerkendelse af slagtermesterens faglighed og ledelse af hele teamet. Det er den nytænkende og engagerede holdindsats på tværs af delikatesse og slagter, der ligger bag ved de gode kundeoplevelser.
Eva Kunnerup Mohrsen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, udtaler: Slagter- og Delikatesseprisen er en hyldest til branchens bedste med håndværket og passionen i fokus. Prisen anerkender både det traditionelle slagterhåndværk og det brede sortiment af delikatessevarer. Vi hylder en nytænkende og dynamisk tilgang til faget, og hvor slagtermestre og teams skaber de gode kundeoplevelser.
Slagtermester Lars Olesen fra Fru Møller Slagteren i Odder, vinder i kategorien privatslagter, udtaler: ”det føles fantastisk – det pynter væggen, det gør det bare! Vi skal fokusere på vores delikatesse – slagteren den nailer vi allerede ret godt! Vi er så glade for den her anerkendelse og pris.”
Slagtermester Christian Balle fra MENY, Domus Vista på Frederiksberg, vinder i kategorien Super-/hypermarked, udtaler: ”Det har været en rejse mod en bjergtinde hvor man bliver mere og mere spændt på om man nu også kan vinde – så det er en kæmpe forløsning og kæmpe respekt til alle medarbejdere i afdelingen. Vi udvikler hele tiden afdelingen, men vi har også taget mange skridt siden vi vandt den sidste gang og har sidenhen bygget ovenpå med en masse specialiteter, som vi kan tilbyde vores kunder!”
Stort tillykke til vinderne!
Billede: Slagtermester Lars Olesen og teamet fra Fru Møller Slagteren i Odder. Sammen med Eva Kunnerup Mohrsen, chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer og ansvarlig for Slagter-og Delikatesseprisen 2026. Foto: Morten Beck, Marketing Media.
Billede: Slagtermester Christian Balle og teamet fra MENY, Domus Vista på Frederiksberg. Sammen med Eva Kunnerup Mohrsen, chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer og ansvarlig for Slagter-og Delikatesseprisen 2026. Foto: Morten Beck, Marketing Media.
Nominerede
De nominerede i kategorien Privatslagter er:
-
Fru Møller Slagteren, Odder – Slagtermester Lars Olesen
-
Slagter Stjernholm, Århus C – Slagtermester Allan Stjernholm
-
Madhåndværk, Asaa – Slagtermester Heinrich Christian og Heidi Folden
De tre nominerede repræsenterer på fornemmeste vis fremtiden og ambitionerne for slagterfaget i kategorien Privatslagter med fokus på nytænkning, innovation og nye måder at møde kunderne på.
De nominerede i kategorien Super–/hypermarked er:
-
SuperBrugsen, Løkken – Slagtermester Jacob Bang Carlsen
-
MENY Domus Vista, Frederiksberg – Slagtermester Christian Balle
-
Kvickly Silkeborg – Slagtermester Carsten Simonsen
De tre nominerede er passionerede slagtermestre, med solidt greb om både håndværket og faget. Sammen med deres teams arbejder de målrettet med et bredt sortiment af delikatessevarer som en naturlig del af den moderne slagterafdeling.
Slagter- og Delikatesseprisen 2026 er finansieret af Svineafgiftsfonden.
Kontakt