Analyse: Sådan er danskernes forbrug af kød

Hvor stor en del af de danske forbrugere er vegetarer? Hvilken kødtype serveres på tallerkenen og hvor mange gange om dagen spiser danskerne kød? Landbrug & Fødevarer har i en ny undersøgelse undersøgt danskernes forbrug af kød.

 

I en ny undersøgelse foretaget af Landbrug & Fødevarers analyseafdeling, har man sammenlignet data på tværs af analysekilder for at undersøge danskernes forbrug af kød.

Analysen fokuserer på, hvordan danskerne forbruger kød, og ikke hvor meget kød, danskerne spiser. Dette skyldes, at det er svært at præcisere, hvor meget kød hver enkelt dansker spiser, da meget af den tilgængelige data på området opgøres i råt kød og hele slagtekroppe fremfor kødudskæringer. Dataen tager heller ikke højde for svindet ved stegning, og det er derfor upræcise tal, der er på området.

Den data der kommer tættest på, er fra DTU Fødevareinstituttet i en undersøgelse foretaget mellem 2011-2013, hvor deltagerne i undersøgelsen skrev ned, hvad de spiste og drak i løbet af en dag. Dengang viste gennemsnittet, at danskerne i aldersgruppen 4-75 år indtog 142 gram kød om dagen, svarende til 52 kg om året. Der var i den forbindelse ikke taget højde for stegesvind, der ifølge DTU selv kan være op til 30% afhængig af kødtype.

Undersøgelsen skal derfor tages med et gran salt, og sidder du som ansat i fødevarebranchen og savner mere præcis information på området, må du vente til 2022, hvor DTU udkommer med en lignende undersøgelse.

Indtil da kan vi anbefale at læse videre her og blive klogere på, hvordan danskernes forbrug af kød ser ud.

Mere grønt – mindre rødt
Analysen viser b.la at en femtedel af danskerne gerne vil skære ned på deres kødforbrug. Dette er dog ikke ensbetydende med, at danskerne vil fjerne kødet fra kosten og andelen af vegetarer og veganere anslås at have ligget ret stabilt de sidste fire år, hvor hhv. 2-3% definerer sig selv som vegetar og 1% som veganer.
Danskerne forbinder stadig kød som sundt og godt for livskvaliteten, og andelen af flexitarer har et interval på 8-12%. Dette er et udtryk for, at selvom danskerne gerne vil skære ned på kød, så foregår det med en fleksibel tilgang til kødforbruget, der stadig vil være en del af madkulturen.

Okse og gris hersker på kødtallerkenen
Det er de klassiske kødtyper okse- og grisekød, der dominerer danskernes kødtallerkener. Når danskerne spiser kød til aftensmad, er det hver tredje der spiser grise- eller oksekød. Samme mønster er også tilfældet ved udespisning og takeaway, hvor oksekød er den mest spiste kødtype. 

I analysen du finder her, kan du gå yderligere i dybden med danskernes forbrug af kød og hvor tendenserne bevæger sig hen.

Analysen er udgivet d. 31. august 2021. Datagrundlaget består af kildemateriale fra følgende: Landbrug & Fødevarers analyseafdeling, DTU Fødevareinstituttet, Danmarks Statistik, FAO, Euromonitor International og Global Data.

Per Vesterbæk