Dyrevelfærdsmærket står stærkt – nu skal fjerkræ med

Det statslige dyrevelfærdsmærke har på baggrund af et stærkt 2021 manifesteret sin kendskabsgrad hos forbrugerne, der har både interesse og købsintention for produkter med mærket på. Indsatsen med mærket fortsættes i 2022, hvor også fjerkræsbranchen vil være inkluderet.

 

Måske har du set reklamerne med det statslige dyrevelfærdsmærke i TV, eller måske har du selv produkter med hjerterne på stående i kølemontrerne og -diskene?

Under titlen ’Noget på hjerte’, har Landbrug & Fødevarer i 2021 gennemført en kampagne for det statslige dyrevelfærdsmærke ’Bedre dyrevelfærd’. Kampagnen er nået ud til 1,5 million personer, og har haft over 5 millioner visninger. Som en afledt effekt af dette, er forbrugerkendskabet til mærket oppe på 73% i den ønskede målgruppe (25-75-årige m/k).

Fjerkræ kommer med i 2022
Det er ikke kun hos forbrugerne, at dyrevelfærdsmærket er et hit. Den bagvedliggende partnerskabskreds oplever ligeledes den stærke værdi ved mærkets brand, og de positive tendenser, spreder sig nu som ringe i vandet, og dyrevelfærdsmærket vil i 2022, derfor også inkluderer produkter fra fjerkræsbranchen, der dermed vil supplere de eksisterende aktører på hhv. mejeri og kød.

”Det statslige dyrevelfærdsmærke er blevet et stærkt og relevant forbrugerparameter på tværs af partnerskabskredsen, og kampagnen i 2021 understøtter dette. Forbrugerne ved at mærket forbedrer velfærden for dyrene på kød, pålæg og mejeri”, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Eva Kunnerup Mohrsen
Der vil i 2022 igen blive kørt kampagne for det statslige dyrevelfærdsmærke.

Du kan læse mere om dyrevelfærdsmærket her.