Her er vinderne af Nordens madpris EMBLA

I alt syv priser skulle uddeles, da den nordiske madpris EMBLA i går løb af stablen i Oslo. Danmark vendte hjem med tre priser i bagagen.

 

Efter sidste års corona-aflyste show vendte den nordiske madpris EMBLA tilbage i går, da Oslo åbnede dørene til årets prisuddeling, der hylder det nordiske køkken. EMBLA-prisen, der uddeles hvert andet år, blev stiftet for at styrke den fælles nordiske madidentitet og -kultur og for at øge omverdenens interesse for nordisk mad.

Syv nordiske lande dystede i år om lige så mange priser. I år var der rekordmange nomineringer, og juryen har udpeget vindere ud fra kriterier som bæredygtighed, inspiration, originalitet, ærlighed og ikke mindst nordisk genkendelighed.

Her er vinderne:

Nordisk råvareproducent: Fredriksdal Kirsebærvin, Danmark
Vinderen er en producent, der på økologisk vis fremstiller et produkt, der er eftertragtet i de mest prestigefyldte restauranter i Europa, og som afprøver nye innovative måder at maksimere høsten på, mens der samtidig anvendes naturlig gæring i processen.

Vinderen står ved sin vision og arbejder for at producere den mest autentiske vin for Danmark, men vigtigst af alt for sig selv og sin vision. Det er et bevis på, at du kan kreere kirsebærvin af høj kvalitet på dansk jord.

Nordisk madiværksætter: Andreas Sundgren, Brännlands Cider, Sverige
Med et højt markedspotentiale bruger denne iværksætter rå vedholdenhed til at skabe en naturlig sød drik i et barskt klima, som ingen troede ville lykkes. Den kolde vintersæson, hårdt arbejde og terroir-æbler resulterer i en buket af premiumprodukter.

Det nordiske marked har i mange år ønsket lokale vinprodukter specifikt fra denne region, og nu kan vi langt om længe sige, at efterspørgslen er blevet imødekommet, tilmed over al forventning.

Nordisk madhåndværker: Undredal stølsysteri, Norge
Denne pris går til en madhåndværker med nordiske rødder og traditioner. Traditioner, som folkene bag Undredal støsysteri har været med til at grundlægge. Disse folk blev starten på en ny bølge af nordisk osteproduktion, som har skabt stor værdi, nye karrieremuligheder for mange og en helt ny spilleplads i ostebranchen.

Her på verdensarvsstedet ligger en ostevirksomhed, der udlever drømmen som en af Nordens vigtigste ostehåndværkere.

Nordisk madkommunikatør: Det Grønne Museum, Danmark
Gør dine hænder snavsede! Vinderen er et levende museum, hvor viden og aktiviteter møder historien gennem levende fortællinger. Museet samler og formidler til vidt forskellige målgrupper – fra børn til professionelle i forskellige sektorer. Det er en vidensinstitution, der tilbyder en bred vifte af levende og bred læring, tilpasset forskellige aldre og egnet til alle besøgende, uden at glemme gæster med særlige behov.

Museet er en genbank, der bevarer og dyrker gamle varianter af planter og dyreracer.

Nordisk mad til mange: JunkFood, Danmark
Projektet gør en forskel for en særlig gruppe mennesker, der lever på kanten, hvor nærende mad tilberedes og tilpasses de hjemløses særlige kostbehov. Projektet har mange sociale dimensioner: Hjemløse samt unge, der forbereder sig på arbejdsmarkedet ved at hjælpe med tilberedningen af måltiderne. Derudover har projektet bæredygtighed som en kernedimension: Der laves mad til mange, hvor en stor portion af ingredienserne består af overskudsvarer.

Nordisk maddestination: Kvitnes gård, Norge
Arktis er en fletning af kulturer, der har overlevet ved at dele viden, håndværk, ressourcer og traditioner. Den arktiske natur og korte vækstsæson afgør, hvilke produkter du vil få serveret på destinationen. Besøgende, der søger originalitet nordpå, vil få en eksklusiv oplevelse. Vinderen tilbereder og serverer lokal mad baseret på cirkulær økonomi og holistisk landforvaltning og landbrug.

Vinderen gør det nordiske folk stolte af, hvad de kan producere, og er en inspiration for andre områder i Norden.

Nordisk mad til børn og unge: Geitmyra Credo, Norge
Gennem inspirerende samarbejder og partnerskaber har vinderen skabt et nordisk mad-hub, et læringsmiljø for børn og unge til at udvikle nordisk gastronomi mange generationer ud i fremtiden.

Om EMBLA
Det er de seks nordiske landbrugsorganisationer, samlet under Nordisk Landboforenings Centralråd (NBC), der står bag prisen. Den er også støttet af Nordens Bondeorganisationers Centralråd og er en del af New Nordic Food III-programmet. Den Norske Landboforening var vært for årets kåring i Oslo.