Kokkekonkurrencer

Landbrug & Fødevarers kokkekonkurrencer hylder gastronomien, kreativiteten og råvareforståelsen med kokkekonkurrencerne Årets ret med gris, Årets ret med ost, Årets ret med fisk & skaldyr - og Årets ret med grønt!

Store smagsoplevelser begynder med en ekstraordinær råvare.

- og gastronomiens ultimative disciplin er evnen til at forfine, forædle og løfte råvaren til sit højeste potentiale gennem håndværk, teknik og kreativitet.

Gastronomien er samtidig langt mere end det, der sker på tallerkenen. Når kokke efterspørger kvalitet, sæson, diversitet og karakter, skubber de til udviklingen hos producenterne. De er med til at skabe nye muligheder i markerne, i havet og i mejeriet. På den måde bliver gastronomien en drivkraft, der skaber værdi langt ned i mulden og sikrer grundlaget for morgendagens exceptionelle råvarer.

Derfor sætter Årets kokkekonkurrencer som altid enkeltråvaren i centrum gennem fire gastronomiske kokkeudfordringer, hvor landets mest ambitiøse restauranter og kokke inviteres til at lade råvaren spille hovedrollen.

Konkurrencerne hylder råvareforståelse, innovation og smag i fire kategorier: gris, ost, fisk & skaldyr samt grønt. Bidrag kan indstilles med enten en eksisterende ret eller en ny ret udviklet specifikt til konkurrencen.

En smagsjury – flankeret af et filmhold – rejser ud i landet for at opleve retterne, møde kokkene og fortælle historierne om restauranten, producenter og råvarerne, der tilsammen skaber gastronomi i særklasse.

Nu er scenen sat. Hvem formår at lade råvaren fortælle den stærkeste historie og skabe den mest mindeværdige smagsoplevelse? Læs alt om konkurrencerne nedenfor.

Årets kokkekonkurrencer