Køkkenprisen - nu kan du indstille din favorit!

Der findes køkkener, hvor faglighed, smag og bæredygtighed går hånd i hånd. Hvor madhåndværkere hver dag skaber måltider, der både mætter og gør en forskel – for mennesker og for planeten. Nu er det igen tid til at hædre dem!

14.04.2025 | Priser og kåringer

Køkkenprisen 2025 - Kender du et køkken, der går forrest?

For sjette år i træk sætter Landbrug & Fødevarer fokus på de offentlige køkkener, der gør en forskel. Med Køkkenprisen 2025 hylder vi de madhåndværkere, der kombinerer faglighed, smag og bæredygtighed i hverdagen – og viser vejen for fremtidens offentlige måltider.

I Danmark bliver der hver dag serveret over én million offentlige måltider. Bag disse står tusindvis af køkkenfaglige, der ikke blot laver mad, men skaber måltider med omtanke for både mennesker og planeten. Køkkenprisen er en anerkendelse af dem, der løfter faget – og som gennem deres arbejde sætter en ny standard for, hvad det offentlige måltid kan og bør være.

En pris til dem, der tør tænke længere end tallerkenen

Køkkenprisen 2025 tildeles et offentligt køkken, der har markeret sig med stærke indsatser inden for bæredygtighed, økologi, råvarekendskab og smag – og som arbejder strategisk med ressourcer og madglæde til gavn for både brugere og klima.

Det handler ikke om størrelsen på køkkenet, men om kvalitet, innovation og faglig stolthed. Hvad enten det er på en skole, et hospital eller et plejehjem, så er det de køkkener, der formår at gøre det daglige ekstraordinært, vi ønsker at fremhæve.


Indstil dit bud . og vær med til at hædre det gode køkken

Indstillingen til Køkkenprisen er åben frem til den 9. juni 2025, og alle offentlige køkkener med minimum 60 % økologi kan deltage. Det kan være kolleger, ledere, samarbejdspartnere eller leverandører, der indstiller – kort sagt alle, der har indblik i et køkken, hvor det gode måltid og det grønne ansvar går hånd i hånd.

Køkkenprisen - en pris til dem, der driver udviklingen

“De offentlige køkkener spiller en afgørende rolle i omstillingen mod mere bæredygtige måltider. Med Køkkenprisen ønsker vi at hædre dem, der ikke bare følger med udviklingen, men driver den. Det er en pris til de madhåndværkere, som med faglig stolthed og hjerte for både mennesker og måltider viser, hvor langt et køkken kan række.” - Køkkenprisens jury

Læs mere og indstil et køkken til Køkkenprisen

Køkkenprisen er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Danske Æg, FOA, Kost- og Ernæringsforbundet, Naturmælk og 3F.

Flere nyheder