Nudging - vejen til mersalg af frugt og grønt
"Et nudge er ethvert planlagt aspekt af en valgsituation, der ikke burde påvirke vores adfærd i princippet, men gør det i praksis".
Når vi køber ind, lader vi os inspirere af udbuddet i butikken. Det gør det muligt, at påvirke forbrugerne til at købe mere frugt og grønt, og dermed påvirke dem til at købe sundere måltider.
Dyk ned i nudgingkataloget: Flyt adfærden og få økonomi i det grønne
Ved at placere frugt og grønt ved andre produktkategorier, kan salget af frugt og grønt stige, fordi butikkerne gør det enkelt for forbrugerne at putte det i kurven. Butikken inspirerer så at sige forbrugerne til at købe et sundere måltid.
En nudging-undersøgelse har vist, at en placering af snittet grønt ved hakket oksekød har øget salget af snittet grønt med 61,3 pct., samtidig med at salget af hakket oksekød steg med 32 pct. Sameksponering gør det altså lettere for kunderne at leve sundere.
I et supermarked blev der, i forbindelse med nudging-projektet, opsat et skilt med en tegning af en blomkål med teksten ”Kog mig med kartoflerne”. Blomkålen blev placeret ved siden af kartoflerne, og salget af blomkål steg med 45 pct.
Når det er muligt at nudge forbrugerne til at spise mere frugt og grønt skyldes, at de i forvejen er positive over for at spise sundere.
Læs mere om fødevarer og nudging fra vidensamlingen der ligger hos Rådet for sund mad.