Køkkenpris går til Rudersdal, og Herlev og Gentofte Hospital

Den årlige pris var i år for første gang delt i to. Derfor blev både et mindre og et større offentligt køkken kåret ved prisuddelingen torsdag.

22.10.2026

Rudersdal Kommune blev kåret som vinder af Køkkenprisen 2026 for de mindre køkkener, mens Ernæringsenheden ved Herlev og Gentofte Hospital blev hædret med Køkkenprisen for større køkkener. Priserne blev uddelt ved Landbrug & Fødevarers økologisektions årsmøde torsdag på Tjele Gods.

Køkkenprisen hylder de offentlige køkkener, der med høj faglighed, stolthed og et stærkt fokus på økologi skaber velsmagende måltider med omtanke for både råvarer og mennesker.

Ida Marie Danielsen, ansvarlig for Køkkenprisen og markedskonsulent i Landbrug & Fødevarer siger om årets Køkkenpris:

- Niveauet blandt årets nominerede har været virkelig højt. Vi har besøgt seks meget forskellige køkkener, som alle har gjort stort indtryk på os og vist, hvor meget faglighed der ligger bag måltiderne i de offentlige køkkener. Derfor har det heller ikke været nemt at finde årets vindere. Det, der i sidste ende får Rudersdal Kommune og Herlev og Gentofte Hospital til at skille sig ud, er, hvor tydeligt deres ambitioner bliver omsat til praksis. I Rudersdal oplevede vi en særlig stærk sammenhæng mellem værdierne og den måde, der arbejdes på i køkkenerne hver dag. På Herlev og Gentofte Hospital gjorde det stort indtryk, hvordan gastronomien bliver tænkt ind som en naturlig del af patienternes ernæring og behandling. Det er to meget forskellige køkkener, men begge viser, hvor stor betydning et godt offentligt måltid kan have.

Stor anerkendelse

Hos Rudersdal Kommunes kantiner er køkkenchef Ken Møller en stolt modtager af Køkkenprisen:

- Det betyder rigtig meget for os. Køkkenprisen er virkelig en stor anerkendelse af, at vi er lykkedes med at omstille vores kantiner gennem de fem år, vi har arbejdet med processen. Det har været en spændende rejse for alle os involverede, og dejligt, at andre fagfolk også synes, at vi har gjort noget rigtigt.

Rudersdal Kommunes kantiner hjemtog Køkkenprisen for de mindre offentlige køkkener.

Enhedschef Marianne Lange fra Herlev og Gentofte Hospital siger om kåringen af enheden som vinder af Køkkenprisen for de større offentlige køkkener:

- Det er med stor stolthed, at vi modtager Køkkenprisen. Der er en stor glæde, at det arbejde, som både medarbejdere og ledelse gør hver eneste dag, bliver set og anerkendt. Men det forpligter også, vi skal også i fremtiden hele tiden tænke ind, at vores gode måltider på alle måder produceres med ordentlighed og bæredygtighed i højsædet.

Ernæringsenheden ved Gentofte og Herlev Hospital tog Køkkenprisen for de større offentlige køkkener

Seks stærke profiler

Der var i alt seks nominerede køkkener, udvalgt på baggrund af deres stærke faglige profil, deres arbejde med økologiske og ansvarlige råvarer samt deres evne til at skabe måltider med både kvalitet og betydning for dem, der spiser dem.

Køge Lilleskole og den integrerede daginstitution Østen for Solen på Amager var ligeledes nomineret blandt de mindre køkkener. Hos de større køkkener Helsingør Sundhedshus’ Kantine & Køkken og Kastanjehavens Produktionskøkken på Frederiksberg også nomineret.

Køkkenprisen er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, FOA, Kost- og Ernæringsforbundet, 3F og Naturmælk. Prisen finansieres af Fonden for Økologisk Landbrug.

Kontakt

Markedskonsulent

Ida Marie Danielsen

+4526472133 imda@lf.dk

Flere nyheder