Siden slut 80’erne er det blevet almindeligt at iblande enkelte aminosyrer i foder til grise, for på den måde at opnå et mere balancerede sammensat foder. Helt konkret har et foder i dag et meget lavere indhold af sojaskrå end tidligere. Gennem innovation og forskning ved man, at man kan reducere brugen af sojaskrå i foder, bl.a. ved at iblande enkelte aminosyrer. Fx indeholder et foder til slagtegrise i dag cirka 148 gram protein pr. foderenhed, mens indholdet i slut 80’erne var oppe på cirka 185 gram protein.
Beregnes isoleret på effekt af aminosyrer, så vil en gris (avlsmæssigt: 2019-gris) som tildeles et 2019-foder udskille 31 procentenheder mindre totalt kvælstof end hvis samme gris fik tildelt et typisk foder fra slut 80’erne. Det tilsvarende tal for ammoniakfordampning er 36 procentenheder lavere for grisen på et 2019-foder, i forhold til at samme gris fik tildelt et foder fra slut 80’erne.
Avl for højere tilvækst og forbedret foderudnyttelse samt avl for flere fødte grise pr. kuld har ligeledes yderligere bidraget til den positive udvikling.
Men også skift fra fast gødning og ajle til specielle staldsystemer har tilsvarende reduceret ammoniaktabet.
Avl for flere levendefødte grise pr. kuld bidrager til endvikling med mindre resurseforbrug pr. produceret smågris. Hvis vi i 2019 avlsmæssigt stadig var på niveau med en ”1995-so”, skulle der i de danske stalde gå mere end 2 mio. årssøer i stedet for de nuværende godt 1 mio. årssøer, for at producere de 32 mio. smågrise i 2019.
Med hensyn til fosfor har en udbredt brug af enzymet ”fytase” bidraget til faldet i udskilt fosfor pr. gris. Det reducerede forbrug af kunstgødning og den øgede udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning har gjort, at landbruget siden 1990 næsten har halveret udvaskningen af kvælstof ud til vandmiljøet.