Mærkninger & anprisninger

Når danskerne handler ind, skal de tage stilling til mange ting - pris, kvalitet, oprindelse, økologi og sundhed. De mange mærkningsordninger kan hjælpe forbrugerne i købssituationen.

Dyrevelfærdsmærket

 

I foråret 2017 offentliggøres det nye statslige dyrevelfærdsmærke og vil i første omgang kun blive sat på kød fra grise, men vil senere blive udvidet til at omfatte andre slags kød.

1-3 hjerter viser niveauet af dyrevelfærd. Jo flere hjerter des flere krav til dyrevelfærden.

Hjerter skal vise vej til bedre dyrevelfærd 
Det nye logo bygger på fem grundkrav, som går ud over gældende lovkrav. De fem krav, som skal opfyldes for at kunne anvende det statslige mærke, er:

  • Søerne skal være fritgående
  • Grisene skal have krølle på halen. Halerne skal være hele - ingen halekupering og ingen halebid
  • Mere halm som rode- og beskæftigelsesmateriale og til redebygning
  • Mere plads
  • Maksimal transporttid - 8 timer

Læs mere: Sådan ser det nye dyrevelfærdsmærke ud 

Læs mere om dyrevelfærdsmærket.

Fuldkornsmærket

 

Fuldkornsmærket gør det nemt at vælge fuldkorn, og mærket stiller desuden krav til indholdet af fedt, sukker, salt og kostfibre.

Læs mere om fuldkornsmærket.

Nøglehulsmærket


Nøglehuslmærket er et fælles nordisk ernæringsmærke, som skal guide forbrugerne i deres valg af sundere fødevarer inden for udvalgte
produktgrupper, på en hurtig og enkel måde. Mærket giver mulighed for at vurdere, om en fødevare har en god sammensætning med hensyn til fedt, sukker, fuldkorn og salt.

Kun fødevarer som bidrager til en god og varieret kost kan få mærket.

Udskæringer: De kan få Nøglehullet

Læs mere om nøglehulsmærket. 

Ø-mærket

Er en vare mærket med det statskontrollerede, danske økologimærke, betyder det, at varen overholder EU’s regler for produktion af økologiske produkter.

Mærket kan kun sættes på produkter, når de danske myndigheder har ført kontrol og hvis produkterne er tilberedt under økologikontrol i Danmark.

Forarbejdede fødevarer med Ø-mærket må ikke indeholde kunstige sødestoffer eller kunstige aromaer og må indeholde langt færre tilsætningsstoffer end ikke-økologiske.

Læs mere om Ø-mærket.

Datomærkning

 

En fødevare skal mærkes med enten ’sidste anvendelsesdato’ eller ’mindst holdbar til’/’bedst før’.

’Sidst anvendelsesdato’ benyttes på varer, som man kan blive alvorligt syg af at spise, hvis datoen er overskredet. Efter datoen kan fødevaren nemlig indeholde et stort antal af sygdomsfremkaldende bakterier.  

’Mindst holdbar til’/’bedst før’ er vejledende mærkninger. Hvis varen dufter og smager fint, kan den sagtens spises. Fødevaren vil blive uegnet til menneskeføde, rent kvalitetsmæssigt, før den udgør en eventuel sundhedsrisiko.

Læs mere om datomærkning.

Oprindelsesmærkning

Forbrugerne interesserer sig for oprindelse. Nogle fødevarer skal mærkes med oprindelse, mens andre kan mærkes.

I Danmark følger vi de generelle mærkningsregler for okse- og kalvekød slagtet i EU, som kræver oplysning om:

  • Landet hvor kvæget er født.
  • Det eller de lande kvæget er opvokset i.
  • Landet hvor kvæget er slagtet og slagteriets autorisationsnummer.
  • Landet hvor kødet er opskåret samt opskæringsvirksomhedens autorisationsnummer.

Er kvæget født, opvokset og slagtet i samme land, er det tilstrækkeligt at angive oprindelseslandet.

For grise- kyllinge-, fåre- og gedekød skal der angives "opdrættet i..." og "slagtet i..." eller "oprindelse:...". "Oprindelse" må kun bruges, hvis dyret er født, opdrættet og slagtet i samme land.

Læs mere om oprindelsesmærkning.

Det Økologiske spisemærke

Det Økologiske Spisemærke er en gratis, statskontrolleret mærkningsordning for spisesteder, som fås i enten guld, sølv eller bronze. Procentdelen viser, hvor stor en andel økologiske råvarer fylder, i det samlede råvareforbrug. Spisesteder med bronzemærket har 30-60 % økologi, spisesteder med sølvmærket har 60-90 % økologi, og spisesteder med guldmærket har 90-100 % økologi.

Det Økologiske Spisemærke kan ses som en milepæl for, hvor langt man er med en økologisk omstilling – både for køkkenerne selv og for de spisende. Missionen med mærket er, at danske forbrugere kan træffe oplyste valg og have mulighed for at vælge økologisk, når de eller deres familie spiser ude, vælger daginstitution, skole eller plejehjem.

Det Økologiske Spisemærke viser omverdenen, at du arbejder seriøst med økologi, og at dit spisested tænker over, hvad I serverer, og at I tager ansvar for miljøet. Mærket ses som et officielt stempel for, at der tages ansvar for dyr, natur og kommende generationer. Ved at benytte mærket får dine kunder lettere ved at se, hvad dit spisested står for.

Mærket kontrolleres af Fødevarestyrelsen, som administrerer reglerne på området.

Læs mere om Det økologiske spisemærke.

Deklarationsberegner

DTU Fødevareinstituttet har udviklet et gratis værktøj, der hurtigt og nemt kan hjælpe dig med at beregne de oplysninger, der skal stå på en fødevares varedeklaration. Det har siden december 2016 været et lovkrav, at færdigpakkede fødevarer skal have næringsdeklarationer, som viser produktets indhold af energi, fedt, mættede fedtsyrer, kulhydrat, sukkerarter, protein og salt. 

Læs mere om beregneren og find link til værktøjet