Hvorfor ikke have kærlighed til den ærlige råvare?

Danskerne vil ikke have øko-hamburgerryg. Hvorfor, spørger jeg mig selv.

Den 25. august var jeg på besøg hos Risbjerg Landbrug, hvor jeg så deres økologiske slagtesvin. 60 % af deres øko-slagtesvin bliver solgt på eksportmarkedet, og kun 40 % bliver solgt til de danske forbrugere. Risbjergs landbrugs-søer bliver til øko-pålæg i Tyskland. Danskerne vil ikke have øko-pålægget, f.eks. vil danskerne ikke have en Grå/brun Hamburgerryg, de vil hellere have den lyserøde Hamburgerryg, som er tilsat nitritsalt og andre tilsætningsstoffer. Dermed vælger danskerne, at de heller vil have en uærlig råvare, i stedet for den ærlige råvare hvor du får det, som du kan se uden tilsætningsstoffer, der ikke er naturlige.

Jeg synes, at vi skal tilbage til at spise råvarer uden tilsætningsstoffer og anden madsminke. Danskerne er igennem flere år blevet vænnet til, at råvarerne ikke skal se ud, som de gør naturligt. Jeg synes, det er en forkert udvikling. Det er vigtigt for mig, at danskerne får forklaret, hvordan den naturlige råvare ser ud, og at de får kærlighed til den ærlige råvare.

Hvis du vælger økologisk, får du f.eks. en hamburgerryg, som har en ærlig og naturlig farve. Du får også kød fra slagtesvin, som er født på friland, og først bliver fravænnet fra søerne, når de er minimum 7 uger. Dermed er deres maver færdigudviklede til, at de kan klare sig uden deres moder. De har haft mulighed for at komme udenfor hele deres liv. Slagtesvinene har haft et godt og værdigt dyreliv, hvor de har haft mulighed for at leve med deres natulig levebehov. Svin er meget aktive og har brug for plads at boltre sig på, og det får de økologiske svin. Dermed er dyrevelfærden bedre hos de økologiske slagtesvin, end den er ved de konventionelle slagtesvin.