Thise Mejeri – passion, kvalitet, nytænkning og troen på økologien.

Det første besøgssted for os Økologiske Food Fighterere var Thise Mejeri nær Skive.

Vi blev budt velkommen af Mogens Poulsen, Thises salgsdirektør, som fortalte os om Thise, deres ikke eksisterende salgsteknik, eller rettere deres ”Don’t tell it, Show it”-teknik.

Thise er meget bevidste om kvalitet og økologi. Dette stammer helt tilbage fra mejeriets opståen.
For Thise begyndte det hele i 1988, da en mindre gruppe på 8 mælkeproducenter henvendte sig til mejeriets ejer Poul Pedersen. De ville starte noget nyt, de ville være økologer og ville hverken bruge sprøjtegifte eller kunstgødning.

Poul Pedersen indvilgede i at samarbejde med de små mælkeproducenter, og mejeriet blev til et andelsmejeri.

Begyndelsen var hård. Det var intet problem at producere mælken, men afsætningen var ikke så stor, som mejeriet havde håbet.

Thise fortsatte produktionen i troen om at økologien ville sejre, og det gjorde den.
Mejeriet ejes i dag af 64 andelshavere, der tilsammen producerer 40 mio. kg mælk.

Thise mejeri er Danmarks næststørste mejeri og er i konstant udvikling.
Passion, nytænkning og kvalitet er mejeriets fokus – det kom tydeligt til udtryk, da vi fik en rundvisning i mejeriet.

Da vi blev vist rundt, kunne man mærke, hvordan alle, som arbejdede der, havde en gejst for det, de beskæftigede sig med.

Osten skal ikke bare på køl, den skal køles ved en helt bestemt temperatur i et helt bestemt lokale med de helt rette forhold. Intet er overladt til tilfældighederne. Det skulle da lige være det ekstra ”nørderi” i forhold til, hvordan osten bliver optimeret eller ændrer smag.

Efter besøget er jeg ikke i tvivl om, at Thises produkter er af højeste kvalitet!
Som eksempel har deres skyr den helt rigtige bakterie-kultur fra Island, og deres hvidløgssmør indeholder frisk hvidløg – ikke granulat.

Den økologiske kvalitetsbevidste tankegang kan tydeligt mærkes – den skal forblive sådan, og den skal vi kæmpe for. Ikke kun hos Thise, men i hele Danmark!