Hvad er vi villige til at ændre på?

Danmark og danskerne går op i klima og klimavenlighed, og hele 96 % er parate til at justere på vanerne for at tage hensyn til klimaet. Men hvad ligger først for? Det har vi spurgt danskerne om i en ny undersøgelse.

 

Af forbrugersociolog, Nina Preus, Landbrug & Fødevarer

Der er især fire initiativer, som danskerne ofte er villige til at gøre, for at leve mere klimavenligt. Disse fire måder at leve mere klimavenligt på har alle tilslutning af mere end hver tredje forbruger i undersøgelsen. Det initiativ, som flest af danskerne er villige til at gøre, er at ’undgå madspild i husstanden’, hvilket nævnes af 46 pct. efterfulgt af ’sortere husstandens affald’, som 45 pct. har svaret.

Tæt herefter finder vi ’bruge egne indkøbsposer, når man handler ind’, som nævnes af 44 pct. af danskerne. Det sidste af de fire mest populære initiativer er også velkendt – nemlig at ’spare på energi i husholdningen’, hvilket 39 pct. nævner som det, de er mest villige til at gøre for at leve mere klimavenligt.

Se analysen og læs blandt andet mere om forskellige prioriteringer hvad angår alder og geografi.