Danskerne vil spise grønt og dansk

Næsten hver anden dansker forventer i fremtiden at spise mere mad og drikke, der er lavet af planter. Her er smag og oprindelse afgørende. Vær med, når L&F samler landmænd, producenter, detail og foodservice til workshops på tværs af landet.

Foto: Hans Erik Jørgensen

Foto: Hans Erik Jørgensen

 

Danske forbrugere foretrækker plantebaseret mad og drikke, der stammer fra Danmark. Men hvad kan egentlig produceres på dansk jord? Og hvilke danske afgrøder er egentlig rige på protein? Her mangler danskerne viden.


Alt dette afslører en landsdækkende analyse foretaget af Landbrug & Fødevarer og SEGES på basis af data fra Kantar Gallup.


- Knap halvdelen af danskerne i alderen 12-70 år siger, at de i fremtiden ønsker at spise mere mad og drikke, der er lavet af planter. De vil også helst spise mad, som er dansk – eller som minimum fra Norden, siger chefkonsulent Lærke Lund, Handel, Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer.


Forbrugerne er nysgerrige, men mangler viden
- Det er første gang, vi har spurgt ind til så stort et felt af vegetabilske proteinkilder. Undervejs i undersøgelsen har de adspurgte skullet forholde sig til mange typer kornsorter og bælgfrugter. Det er glædeligt overraskende, at der var stor nysgerrighed at spore hos de adspurgte i undersøgelsen, også når vi præsenterede dem for proteinafgrøder som kløvergræs, lupin og amaranth, fortæller Lærke Lund.


Hun er begejstret for den forbruger-interesse, som undersøgelsen viser, men påpeger, at der er stykke vej endnu.

 

- Der er en opgave i at øge danskernes kendskab til netop de grønne danske proteinkilder og som dermed opfylder deres ønske om ’Made in Denmark’. Og så er der et tema, der handler om smag. Det har stor betydning for forbrugerne, siger Lærke Lund, Landbrug & Fødevarer.


De protein-afgrøder, som forbrugerne har forholdt sig til i undersøgelsen, er:

 

Amarant

Hvede

Quinoa

Boghvede

Hørfrø

Raps

Byg

Kikærter

Rug

Chia

Kløvergræs

Sojabønner

Hampefrø

Linser

Spelt

Havre

Lupiner

Tørre bønner

Hestebønner

Nødder

Ærter

 

Få hele analysen her

 

Er grønne proteiner interessante for din virksomhed?

I 2021 samler vi landmænd, virksomheder, detail og foodservice til fire store innovations-workshops.

På programmet er proteinrige planter, produktudvikling og netværk - for kun med en stærk værdikæde kan vi styrke fremtidens grønne marked. Vi sender invitationer ud i starten af 2021 og sætter dig gerne på listen. Skriv til chefkonsulent Lærke Kirstine Lund (se kontaktinfo nedenfor), hvis du vil være med.

 

Læs mere om vores indsats for grønne proteiner

 

Indsatsen er finansieret af Promilleafgiftsfonden for Landbrug

Lærke Kirstine Lund

Sektorchef for planter og planterige fødevarer

+45 2086 2871