De danske forbrugere sætter øko-rekord

Nye tal viser, at markedsandelen nu er oppe på 11,5 procent, og at Danmark derfor kan kalde sig verdensmester på økologisk forbrug. Men vi har ikke set loftet endnu. Det vurderer Landbrug & Fødevarer.

 

De danske forbrugere er fortsat de forbrugere, der putter flest økologiske varer i indkøbskurven, når de handler. Den økologiske markedsandel i detailhandlen nåede i 2018 op på hele 11,5 pct. Det viser nye tal fra den internationale rapport 'The World of Organic Agriculture', der netop er blevet offentliggjort på dette års BioFach i Nürnberg i Tyskland.

Økologien vil fortsætte væksten
Landbrug & Fødevares økologichef Kirsten Lund Jensen forudser, at kurven fortsætter opad.
"Hos Landbrug & Fødevarer forventer vi, at den danske markedsandel er steget til omkring 12-12,5 pct. i 2019, fordi vi forventer et øget økologisalg i detailhandlen på ca. 10 pct.", siger hun.

Verdens største, økologiske areal
Tallene i den nye rapport viser også, at det samlede økologiske areal verden over steg til 71,5 millioner ha. I 2018, svarende til en fordobling i de seneste ti år. Det er samtidig et areal, der svarer til mere end 26 gange Danmarks samlede landbrugsareal.

"Det er en udvikling, der viser, at økologisk produktion har et stort potentiale. I Landbrug & Fødevarer forventer vi, at ca. 13 pct. af dansk landbrugsareal drives økologisk i 2020, og vi har skarpt fokus på, at danske landmænd og virksomheder skal være i front markedsmæssigt og fagligt. Med den udvikling vi ser, er det helt afgørende, at dansk økologi også i fremtiden kan klare sig godt i konkurrencen på et globalt marked, hvor der er rigtig mange dygtige spillere," siger Kirsten Lund Jensen.

Rapporten, der bliver udgivet af Research Institute of Organic Agriculture (FiBL) og IFOAM - Organics International, viser også, at USA er det suverænt største øko-marked i verden med en omsætning på 303 milliarder danske kroner i 2018. Og at det samlede økologiske fødevaresalg steg med 5 pct. i 2018 til omkring 725 milliarder danske kroner.

Anders Nicolajsen

Anders Nicolajsen

Markedskonsulent (foodservice, gastronomi og udvikling) - Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling

Telefon +4533394405

Mobil +4553645853