Gourmetprisen 2023 gik til gedeost, gedeis og valledrik

Gourmetprisen uddeles af Mejeriforeningen. Målet er at hylde og anerkende mejeriprodukters gastronomiske værdi og give plads til anderledes og typisk også lidt vilde produkter fra dansk mejeribrug. Og årets Gourmetpris var i den grad fyldt med overraskelser, innovation og fremragende mejeri-håndværk.

 

En klassiker og fire helt nye, overraskende, mejeriprodukter fra Naturmælk, Arla, Mammen, Aabybro Mejeri og Tothavens Gårdmejeri kom øverst på sejrsskamlen i Gourmetprisen 2023.

En gedeost, en lakridsis baseret på gedemælk, en drik med æbler og valle samt en blåskimmelost, der ikke er blå, og en helt klassisk smør med sydesalt fejede i år konkurrenterne af banen.

Vinderne i de fem kategorier er:

  • Konsummælksprodukter: ”Ferm” - økologisk æblemost med valle (Naturmælk)
  • Hårdt ost: Gedeosten ”Kæk” (Mammen Mejerierne)
  • Blød ost: ”Hallands Siren”, Arla Unika (Arla Kvibille Mejeri)
  • Smør og blandingsprodukter: Gammeldags kærnet smør med Læsø Sydesalt (Aabybro Mejeri)
  • Is: Lakridspindeis på gedemælk (Tothavens Gårdmejeri)

Læs mere om vinderne hos Mejeriforeningen