Hjælp søges: Madspild i børnefamilier

Børnefamilier vil gerne undgå madspild – og der er nok at hente. De smider nemlig mere mad ud end andre forbrugergrupper. Ny analyse zoomer ind på problematikken og røber, hvordan du kan hjælpe dine kunder i kampen mod madspild.

 

Intentionen om at undgå madspild fejler ikke noget hos de danske børnefamilier. Og det ligger i god tråd med resten af danskerne. Tidligere på året viste en forbrugeranalyse fra Landbrug & Fødevarer nemlig, at det at ’undgå madspild i husstanden’, er topscoren blandt tiltag, som danskerne er mest villige til at ændre på, for at leve mere klimavenligt. At minimere madspildet i husstanden var her et ønske for hele 46 % af de adspurgte. Men når hverdagen kommer buldrende, er det især udfordrende for børnefamilierne at følge de gode intentioner ud i livet. Ny analyse fra Landbrug & Fødevarer sætter fokus på familiernes udfordringer – og røber, hvordan du kan hjælpe dem på vej.

Læs mere: Hvad er vi villige til at ændre på?

Børn skruer op for madspildet
Ifølge analysen, er madens holdbarhed og børnenes spisevaner de største udfordringer. Forbrugersociolog Nina Preus fra Landbrug & Fødevarer uddyber: ”Analysen viser, at det oftest er uspist mad på børnenes tallerkener og rester fra børnenes madpakke, der ender som madspild. Det tyder på, at det især er børns svingende appetit og uforudsigelige smagspræferencer, der kan være en udfordring i forhold til at minimere madspildet hos børnefamilierne,” siger Nina Preus og fortsætter: ”Den anden store udfordring for denne målgruppe er madens holdbarhed. 52 % af forbrugerne begrunder madspild med, at maden var blevet for dårlig, 40 % med at maden har overskredet holdbarhedsdatoen og 19 % forklarer madspildet med tvivl om holdbarheden af rester fra andre måltider.”

Er bedre planlægning løsningen?
For at få mere overskud i hverdagen og spare tid og penge i forbindelse med indkøb, laver 55 % af børnefamilierne madplaner for minimum et par dage ad gangen. Men er mere planlægning så vejen til mindre madspild? Det svarer Nina Preus på: ”Både-og. Mere planlægning kan være en løsning for nogle familier – her vil det skabe overblik og hjælpe med at undgå impulskøb og at købe for meget mad. For andre familier kan det omvendt virke uoverskueligt at komme i gang med, og hverdagens uforudsigelighed kan være et benspænd for, at det kan lykkes at bruge al den mad, man har købt.”

Løsning: Inspiration til brug af rester og mere viden om holdbarhed
Analysen viser altså, at udfordringen med madspild i børnefamilier skyldes flere årsager – og derudover har de enkelte familier forskellige behov. Så hvordan kan du hjælpe dine kunder? ”Noget kunne tyde på, at børnefamilierne har brug for mere hjælp og inspiration til at undgå madspild i hverdagslivets omskiftelighed, hvor børnenes appetit – og nogle gange også skiftende smagspræferencer – tilfører et element af uforudsigelighed. Og det gør det svært at undgå madspild på trods af planlægning,” fortæller Nina Preus og fortsætter: ”Målgruppen kunne eksempelvis hjælpes gennem inspiration til at bruge rester og mere oplysning om, hvor længe rester kan holde sig i køleskabet.”

Læs hele analysen: Børnefamilier: Svært at undgå madspild