Hurtige måltider: Nu vil forbrugerne ha’ økologi

Er hurtige måltider en del af din menu eller dit sortiment? Så kig med her. Ny analyse viser, hvad der står højest på dine gæsters take-away ønskeliste.

 

Det vil danskerne ha’
Vi har kigget nærmere på danskernes forhold til de hurtige måltider. Nemlig de færdigtilberedte måltider, som kommer med hjem, når man ikke har fået købt ind eller bare har lyst til noget nemt.

Det er et område i stærk vækst. Derfor er det interessant at kigge på, hvad der afgør om valget falder på de hurtige måltider din butik eller restaurant tilbyder. Analysen, som er foretaget af Epinion for Landbrug & Fødevarer, røber forbrugernes top 5.

Læs mere: Forbrugerne fokuserer på god smag, når de handler

TOP 5-LISTEN:

  1. Bedre mulighed for at vælge sunde retter
  2. Bedre mulighed for at vælge retter af høj kvalitet
  3. Mere transparens i ingredienslisten
  4. Bedre mulighed for at vælge økologiske retter
  5. Bedre mulighed for at vælge anderledes retter

Spørgsmål: Hvis du kunne ændre én ting ved udbuddet af take-away i dit område, hvad skulle det så være? Kilde: Epinion for Landbrug & Fødevarer, 2019

Søges: Økologiske måltider
Danskerne er verdensmestre i at købe økologi, når de handler ind i supermarkedet. Og befolkningsanalysen fra Epinion for Landbrug & Fødevarer viser, at økologi også er ved at blive et vigtigt kriterie, når danskerne vælger hurtige måltider fra foodservice. Efterhånden som danskerne laver mindre hjemmelavet med, flytter de også en stadig større del af deres indtagne måltider ud i foodservicebranchen. Og deres ønsker og krav til råvarerne følger med.

Mette Jasper Gammicchia, afdelingschef for Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, siger: ”Danskerne vil generelt gerne have økologi, men de kan simpelthen ikke finde en økologisk variant af deres yndlingsretter. Kun 2 pct. af de adspurgte i Landbrug & Fødevarers landsdækkende undersøgelse havde nemt ved at finde økologisk take-away. Det er ærgerligt, for vores analyser viser samtidig, at flere og flere måltider indtages uden for hjemmet.

Indfrier du dine gæsters ønsker?
Analysen sætter fokus på danskernes holdning til økologi, smag og hurtige måltider. Og hvis du formår at sammensætte dit udbud, så det matcher dine gæsters ønsker, kan det være med til at øge din omsætning. Danskerne er nemlig så begejstrede for økologi, at de er villige til at betale mere for en økologisk variant af deres favorit take-away.

  • 54 pct. af de danske forbrugere opfatter i nogen eller høj grad økologisk take-away som bedre kvalitet
  • 48 pct. opfatter i nogen eller høj grad økologisk take-away som et bedre alternativ til hjemmelavet aftensmad
  • 51 pct. af danske forbrugere vil gerne betale lidt mere for økologi i take-away, hvis de fik muligheden
  • 40 pct. af danske forbrugere er overvejende eller helt uenige i, at det er nemt at finde økologisk take-away

Analysen er støttet af Fonden for økologisk landbrug. Kontakt Anders Nicolajsen på andn@lf.dk eller Lærke Kirstine Lund på lld@lf.dk for at rekvirere den fulde analyse.

Læs mere: Hjælp dine kunder i mål med madpakken


Lærke Kirstine Lund

Sektorchef for planter og planterige fødevarer

+45 2086 2871


 

Anders Nicolajsen

Chefkonsulent, gastronomi og foodservice

+45 5364 5853